Nakkefoldsscanning

Natten til dagen for nakkefoldsscanning drømte jeg at hele min familie mødte op for at være med til scanningen, og at min mor græd, da hun fandt ud af, jeg tog min søster med ind og ikke hende. Der er heller ikke noget, jeg hellere ville end dele denne oplevelse med hende, men grundet hendes sygdom er det desværre ikke muligt 🙁 Heldigvis har jeg også en rigtig god støtte i min søster, og selvom hun ikke er den store følelsesekshibitionist……så kan jeg både se og mærke, at det betyder noget for hende <3

Dagen har været i en milepæl i graviditeten indtil videre. Jeg har som sådan ikke været i tvivl om, at jeg stadig var gravid – det ville bare være rart at få det stadfæstet med håndgribelige beviser (så håndgribeligt et bevis sådan en scanning nu kan være, for det er samtidig så surrealistisk at vikle sin hjerne rundt om det faktum, at det lille 6 cm. foster befinder sig inde i ens mave).

Men scanningen er jo ikke kun et billede af din baby for første gang, det er jo en scanning, der udfra tal skal analysere sig frem til sandsynligheden for, at du bærer en barn med Downs syndrom. Jeg er typen, der tænker og vender situationer, så jeg ikke står uforberedt – det kan kræve nogle søvnløse stunder om natten, men det er den måde, jeg også fordøjer ting på. Og jeg har slet ikke været i tvivl om, at jeg ikke ville kunne determinere min graviditet, uanset hvor høj sandsynligheden for et barn med Downs syndrom var.

Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, jeg ikke ønskede mig et barn uden syndromet, og jeg ville med garanti også blive ked af, hvis jeg havde fået at vide, sandsynligheden var høj. Det ville sikkert også have krævet flere nætter med grublerier. Men, jeg er ikke i tvivl om, at jeg ville have elsket det barn lige så højt, og at barnet ville få et godt liv.

Mit tal lå langt over grænsen for sandsynligheden, og scanningen gik bare så godt. Det var SÅ kæmpe stor en oplevelse at se det lille væsen bevæge sig inden i mig, og den lå og ‘vinkede’ til os hele tiden <3 Jeg kunne slet ikke sige noget, lå bare med tårerne trillende ned af kinderne og smilede, og knugede min søsters hånd.
Resten af dagen sad jeg bare og smilede fjoget, som et forelsket fjols 🙂 Har fået 2 billeder med hjem. Da jeg fik dem i hånden synes jeg, jeg sagtens kunne se hoved og hale i dem, og tog billeder af dem og sendte til familie og veninder. Da jeg så så billedet, jeg havde sendt til min far, tænkte jeg bare “hvad dælen er hvad her?” Men fine er de nu alligevel, men bedøm selv:

Nemesis

Efter i nogle uger at have døjet med kvalme på forskellig vis og svimmelhed, efterfulgt at voldsom oppustethed med dertilhørende ondt i maven oplevede jeg i den første uge af min ferie i Thailand ingen gener. Det bliver man paranoid af, og jeg tog mig selv i at ae mig på maven og ønske et tegn fra min krop på, jeg stadig var gravid med et sundt foster.

Man skal passe på, hvad man ønsker sig……en uge inde i ferie får jeg madforgiftning, men inden jeg konkluderer, at det er madforgiftning, har jeg det bare fysisk rigtig skidt. Fysisk slap, voldsom kvalme og trang til at kaste op og kan ingen lyde eller lugte klare. Dér tænker jeg ‘okay, det var lige vel tegn nok, det okay nu, jeg tror på det igen’……

Og selvom jeg ikke har kastet op i min graviditet, så vidste jeg, da jeg havde kastet op, at det her, det var ikke graviditetskvalme. Jeg lå i sengen resten af dagen og kunne kun indtage flydende kost et døgn efter for ikke at kaste op igen.

Vel hjemme føler jeg mig meget gravid igen. Jeg er ikke plaget fysisk, som inden ferien, i første trimester, men nu er jeg også i 2. trimester, og det er meget naturligt generne aftager. Jeg er dog stadig ret oppustet i løbet af dagen, og er også hoppet i graviditetsbukser allerede (det blev jeg faktisk nødt til allerede for 1 lille måneds tid siden). Faktisk er det ret svært for mig at skjule min forvoksede mave, og jeg glæder mig til nyheden er ude, og jeg kan slå maven løs så at sige. Var ellers overbevist om, at jeg da helt sikkert blev én af de der skinny gravide, der først i 4. måned begyndte at få lidt topmave. Der må jeg bare sige; der kan jeg godt tro om, jeg ligner nok nærmere én i 4-5. måned nu!?!

Men det er også okay, jeg er blevet lidt glad for at gå at ae mig selv på min mave.

Nedenfor ses forskellen på morgen og aften. Her er jeg er på den sidste dag i uge 8.
Men her i uge 13 er forskellen ikke meget anderledes. Så hey, det kan være det holder frem til 4. måned, haha.

J e g v i l h a k a k a o! NUUU…..

Når man så er laktoseintolerant, så er det soya kakaomælk, jeg er på jagt efter. 3 butikker måtte jeg i efter arbejde, 2 havde dem ikke, den 3. havde tilbud på alle soyaprodukter og var derfor udsolgt! Årgh for filan da! Jeg skal bare have kakaomælk…..gider ikke rende i flere butikker – det er jo freaking dét, man skal bruge en mand til under graviditeten ?!!??

Alternativt og løsningsorienteret snupper jeg en pose Nesquick – ah nostalgi fra barndommen 🙂 og så smager det godt, og holder længere. Og min krop er tilfreds, den får kakao!

(og er det stadig her i uge 16…..)

Uge 6 og 7

Der banker nu et lille hjerte inden i mig <3
Tænk at noget så småt kan fungere så vitalt.

Mine gener er begrænset til ligamentsmerter (menstruationsagtig murren i maven, forårsaget af ledbåndene til livmoderen udvider sig), lændesmerter, hormonknopper, kort lunte, træthed og mindre svimmelhedsanfald. Og en temmelig udviklet og følsom lugtesans.

Jeg småtuder til en hel del ting, sidst X-factor UK finalen og Året der gik i Kongehuset….Meget rørende programmer begge to……

Mandag, 6 uger henne præcis, begyndte min morgen- og formiddagskvalme dog, og jeg oplever madlede ved en del ting, f.eks. humus og gingerbeer og flødeboller.

Jeg har altid spist ofte, snack’et en del, men det her, det går jo helt over gevind. Føler jeg spiser H E L E tiden, og alligevel føler sult, men til sidst har man bare ikke lyst til mere. Men det bliver man nødt til, for ellers kommer kvalmen. Dagens første snack bliver indtaget liggende, i sengen – bare så jeg lige kan nå at få et bad, inden jeg bliver nødt til at spise et rigtigt måltid.

Når man så lige pludselig vågner en morgen, har sovet godt, ikke været oppe og tisse én gang, modsat hver nat siden man fandt ud af, man var gravid, og ikke føler kvalme eller at man skal have noget i maven med det samme for ikke at få kvalme, så bliver man bange. Så savner man lige pludseligt at have det dårligt og skriger på et tegn.

Men man lærer hurtigt, der ikke er noget “normalt”, når man er gravid, og at prøve at lære min krop at kende er en tabt sag, for det ene øjeblik har jeg det fint, det næste er jeg svimmel, næste igen kvalme og kan ingenting spise, eller jeg skal spise for at have det nogenlunde. Og dét jeg kan spise den ene dag, kan jeg slet ikke få ned den næste.

Ihvertfald, jeg er stadig gravid, og havde i denne uge min første scanning; hjerteblink <3 En ekstra scanning man får, når man er i fertilitetsbehandling.
Og selv om jeg aldrig ville have opdaget det selv, kunne jeg da godt se den tiny lille prik på skærmen der blinkede, og indikerede mit lille fosters hjerte <3.

Tænk at noget så småt kan være så stort.

Mit juleønske

I har måske gættet det, grundet den lange tavshed fra min side, og når jeg nu har delt mine sorger med jer gennem alle forsøg, så kan det måske undre, at jeg ikke har delt denne så store, lykkelige nyhed. Nedenstående er skrevet kort tid efter, jeg fandt ud af, jeg var gravid. Det var, og er så stor en oplevelse og følelse, at jeg har haft brug for at gå med den selv i lang tid og fordøje den. Og det er først nu, jeg har brug for at dele den med jer. Samtidig lå i baghovedet frygten for at miste, så det er derfor, jeg først publicerer de skrevne ord nu, men vælger at beholde datoen fra jeg skrev det, så hvis I undrer jer, så har I ikke overset noget, selvom I har været inde og tjekke for nye oplæg. Beklager denne tavshed, men det er, hvad jeg har haft brug for, og håber I stadig har lyst til at følge mig fortsat, nu som gravid <3
“Så lykkedes det sgu! Jeg er så glad så glad så glad så glad så glad 🙂 Jeg oplever en følelse af at være forelsket <3

Det er helt fantastisk, det der sker inde i min krop lige nu. Fantastisk, forunderligt og fuldstændig surrealistisk.

Mit barn er på størrelse med et sesamfrø, ligner en haletudse, hjernen er skabt, der er ét ud af 4 hjertekamre, hjertet slår, uregelmæssigt men det slår, og her i uge 5 som jeg er på vej ud af, er også navlestrengen blevet skabt. Sammen med en hel masse andre ting 🙂

Det var nødvendigt for mig tirsdag aften (fandt ud af det mandag d. 12. dec.), at vide hvad der skete i min mave lige nu for at kunne forholde mig til det. Ellers var det “bare” et positivt svar på en blodprøve. Efter læsningen kunne jeg sige det højt, og forstå, at jeg er gravid!

Jeg oplever korte svimmelture, oftere tissetrang, lettere til irritation samt menstruationslignende smerter i mave og lænd. Men det er heldigvis naturligt. Det ved jeg, fordi jeg har læst om det. Læst om at være gravid…….og ellers bare en øget lykkefølelse 🙂

Oplever også en øget lethed til tårer; men nu kan Mariah Carey’s All I want for Christmas også være utrolig følelsesladet……”

Tvillingerefleksioner

For mange år siden var jeg prøvekanin hos en nyudddannet clairvoyant, som forudsagde, at min søster ville få børn først, og hendes første ville være en dreng. Så langt så godt – det endte som forudsagt. Dernæst sagde hun, at jeg ville få tvillinger, og valgte jeg at få flere børn derefter (for det gør man jo efter at have fået ét sæt tvillinger), så ville det også blive tvillinger.

Min søster fik tvillinger 2. gang, hun blev gravid, og jeg tænker derfor “hvad nu, hvis hende clairvoyanten så lidt forkert (hun var jo lige blevet færdig med uddannelsen (?)) på afsender af ét de hold tvillinger dér”, så betyder det, at jeg er forudbestemt til at blive mor til tvillinger.

Da 4. forsøg mislykkedes, tog tanken form i mig. Hvis nu jeg havde bedre chancer for en graviditet med 2 æg? Og hvis det alligvel er min skæbne? Er du gal, jeg ved da godt, det ville blive hårdt, hvis der kom 2 børn ud af det, men på lang sigt ville jeg have 2 børn, og de ville have hinanden, for det er ingen hemmelighed, at den største sorg ved at gøre dette alene er den medfølgende viden om, at mit barn højst sandsynligt bliver enebarn uden far, og altså får en ret lille familie.

Men det valg blev ret hurtigt skudt i sænk, da jeg her til 5. forsøg var til 1. scanning, og spurgte ind til muligheden for at få sat 2 æg op på én gang…..for det første ville de på det kraftigste fraråde det grundet min status som enlig forælder, dernæst pga. min i fertilitetsøjemed lave alder, og min høje ægreserve. Og til sidst pga. min operation for muskelknuder, som kan have gjort min livmoder lidt mere skrøbelig. Og til forskel hvad man troede for et par år siden, så forstærker æggene ikke hinanden.

Misforstå mig ikke; hvis jeg virkelig ville have 2 æg sat op, ville de ikke kunne gå imod mit ønske, men jeg vælger nu alligevel at se dem som de klogeste, som dem, der ved hvad de taler om, og jeg vælger at følge deres råd, lidt endnu i hvert fald 🙂 Så ja, der blev kun sat ét æg op denne gang også.

Føler mig heldig.

Rigshospitalet har, ligesom så mange andre danske hospitaler, fået nyt IT format, hvilket resulterer i længere ventetider for patienter, da alting tager længere tid for de ansatte i en opstartsperiode. På fertilitetsklinikken betyder dét, at de kan tage færre ind til behandling ad gangen. Også til frysebehandling, som man ellers hidtil har været garanteret, modsat insemination og IVF.

Dette finder jeg først ud af, da jeg ringer for lige hurtigt at melde 1. blødningsdag, og må stå og halvtude i finger A på vej mod gate, fordi der denne måned ikke er plads til mig. Jeg er nemlig på vej til Prag på forretningsrejse med kunde. Men derfor bliver jeg også nødt til at samle mig og fokusere på noget andet. Og bevare håbet; sygeplejersken lover nemlig at ringe til mig dagen efter, efter kl. 12, hvis nu der skulle blive plads alligevel.

Lettere desperat får jeg min søster til at undersøge, om private fertilitetsklinikker kan få overført æg fra Riget. Dette fordi jeg ved, at jeg hverken kan få en tid i december eller januar; december grundet Rigets juleferie og januar grundet min vinterferie. Hvilket jeg også får understreget mere end én gang overfor sygeplejersken 🙂

Men denne løsning kan desværre ikke lade sig gøre. Private fertilitetsklinikker har deres egne måder at gøre tingene på. Så meget desto større var glæden, da jeg dagen efter får et opkald fra Riget, at de har fundet plads til mig alligevel, og jeg fik en tid i næste uge 🙂 🙂

Så er rutsjebanen på vej op igen.

 

 

 

Føler mig mega sej….

….til det dér IT (omend det tager mig lidt lang tid, men det lykkedes da…..).

Jeg beklager, jeg har været M.I.A., men da jeg skulle forlænge mit abonnement på domænet her, ændrede jeg i samme ombæring min adgangskode – hvilket åbenbart resulterede i “Fejl i databaseforbindelsen” ved indlæsning af siden. Shit, så er gode råd dyre! Søgte søgte søgte på nettet efter løsninger, skrev til udbyderen af mit domænenavn, men, fandt løsningen selv, ved at ændre i mine databasekonfigurationer (altså med hjælp fra dét jeg fandt ved at søge rundt på Google – noget med wp-config filen, der skulle ændres i ;-)) – det er altså ikke for normale mennesker, de koder?!? Men dælme om det ikke lykkedes.

Såå, here I go again. Intet nyt under solen dog, skal først have næste forsøg sidst i november.

Take care out there, kram herfra.

I’m okay……..

Døden nær og koksrød i ansigtet! Det er resultatet af en måneds pause fra crossfit kombineret med seriøs tæskning af hormoner på krop og underliv:

img_2240

Og det er en halv time efter endt træning. Jeg fik trukket mig selv igennem 4 work outs på 1 time, sidst hver gang, hivende efter vejret, og et adrenalinsniveau så højt, at jeg ikke kunne sove senere, men! på trods af grunden, så er det fedt at være tilbage i salen med sved, støn og højt energiniveau!

Så vil egentlig bare sige, at selvom der er lang tid til næste forsøg, så:

 

Negativ blodprøve, igen.

Hvad kan jeg sige, jeg er bare ked af det. Jeg fik min menstruation dagen inden, jeg skulle op og have taget blodprøven, så dér vidste jeg godt, hvad klokken havde slået. Normalt går jeg aldrig over tiden, så da der ingen tegn på menstruation var på 28. dagen, ej heller 29. dagen, turde jeg håbe. Så måske derfor slog det også hårdere denne gang. Eller måske fordi alle odds var så gode denne gang. Man tænker på alle de ting, man kan have gjort eller skulle have gjort, som kan have resulteret i, det ikke lykkedes. Jeg har ikke trænet denne gang, til forskel for de to første behandlinger, men gået en masse ture, som de anbefaler i stedet.

Jeg er bange for, jeg ikke har tænkt positivt nok denne gang. At jeg ikke har troet nok på det. Det er så svært at forestille sig at blive gravid, synes jeg, så surrealistisk, kombineret med 3 nu 4 mislykkede forsøg, at jeg skal høre, jeg er gravid, førend jeg tror på, det kommer til at ske for mig. Jeg føler nu, at jeg har forventet det værste, men håbet på det bedste, så meget, at det første har overgået det andet.

Man hører om rigtig mange, både i fertilitetsøjemed og ved den naturlige måde, der først bliver gravide, når de ligesom har opgivet tanken om det, eller bare ikke tænker over det. Så nu er jeg bange for, at det er mine egne tanker, der står i vejen for det. Og hvad fanden kan man stille op over for det? (“Du kan ændre dine tanker”, kan jeg høre min mor sige <3 )
Det er nok også en overlevelsesmekanisme, der gør, at man prøver at forberede sig på det værste, og ikke tør tro nok på det, for hvad nu hvis det ikke lykkedes, igen. Går det hen og bliver selvopfyldende profeti? Eller tænker man så meget på det hele tiden, at man ikke slapper af? Hvad fanden er opskriften? Så denne gang oplever jeg også en form for håbløshed, og jeg synes, denne gang har været hårdere end de andre gange, og jeg er ikke helt kommet ud på den anden side endnu; dér hvor man begynder at fokusere på næste gang, næste forsøg. Jeg skal nok lade jer det vide, når jeg kommer dertil. I mellemtiden håber jeg, I forstår, at jeg ikke har lyst til at snakke om det.

1 2 3 5