SÅ fik hun mig op i det røde felt!

“Først nu?”, er der måske nogen, der tænker. Men ja, det er faktisk sandt, har på en eller måde formået at være ganske rolig overfor hende, fordi andet jo ikke nytter…..men har nok også været rimelig heldig; for første gang kunne jeg ikke få hende til at sove. OG det eneste jeg havde i hovedet var at få hende til at sove, så jeg også selv kunne få sovet. Ikke en god kombination.

Hun faldt i søvn for så at vågne grædende 5 minutter efter. Ud og rocke og rulle barnevognen, jo vildere jo bedre, men det fik hende kun til at falde ned, ikke sove. Så dér ligger hun med store øjne. Jeg vælger at tage hende op, vi hygger og leger lidt, hun får lidt at spise, og begynder at brokke sig, så vi kører putningsproces igen, og hun viser også tydeligt, at hun er træt. Men sove? Det vil hun ikke, hun vil ikke engang falde ned nu. Så tager jeg hende op, går ind og lægger mig sammen med hende i min seng, trøsterammer hende, hvilket kun stopper gråden imens.

Så tager Fanden ved mig! Jeg vil ikke gentage, hvilke ord der blev udtalt højt og med tydelig arrigskab bag, men det er sikkert og vist, at der blev kastet sut, tøj og andre genstande ned i gulvet, samt smækket en låge eller to, mens jeg gjorde både hende og mig selv klar til at skulle ud på gaden og trille hende. Ikke mit stolteste øjeblik, men om ikke andet så fik det hende da til at stoppe med at græde, og med bar forbavselse og forundring se sin mor spasse ud.

Og sove? Ja, det gjorde hun inden vi havde forladt gården……

Ammehjerne!!

Definitionen på ammehjerne er:

Jeg har i 20 år båret mit ur på højre arm. Den anden dag tager jeg mig selv i at kigge på min venstre arm for at se, hvad klokken er…..og blive overrasket over, at det ikke sidder der, for jeg har jo lige taget det på, har jeg ikke? Er det gået løs og gledet længere op ad armen? Nææææ. Er det faldet af? Ej, det ville jeg have hørt. Ej, hvor mærkeligt, for jeg kan huske, at jeg har taget det på, men tjekker alligevel reolen, hvor jeg plejer at lægge det…. for til sidst at tage mig selv til hovedet og finde uret på højre arm…………

Søvn! Åh du søde søvn…..

Så hvad? Skal jeg så bare aldrig få en hel nattesøvn igen? Man er jo kronisk træt…..

Jeg havde ellers fundet små smutveje til en ekstra lur hist og her. Da hun var helt lille og faldt i søvn under amning, havde jeg en pude indenfor rækkevidde, jeg lige kunne smutte i nakken, smide benene op, og så sove sammen med hende dér i stolen.
I den periode hvor hun næsten kun ville spise, mens vi begge lå ned, så lå den lige til højrebenet at tage en lille lur imens, hun spiste, og var jeg heldig, så faldt hun også i søvn efter spisning, aahh ekstra lang lur.

Men nu? Nu har jeg mistet min powernap-mojo……!
Så ligger vi dér, jeg ammer, hun spiser, vi bliver begge mere og mere trætte, og jeg tænker, “yes, når hun er puttet, så skal mor sove”! Hun kommer ud, falder hurtigt i søvn, jeg smækker benene op, putter mig under tæppet, og aaahhh…..Men nej, søvnen udebliver. Jeg er ellers så træt, og var lige ved at falde i søvn for 10 minutter siden? Jeg prøver at bilde mig selv ind, at jeg ikke behøves at sove, bare hvile mig (for ligesom at snyde mig selv til at falde i søvn, sådan lige tage presset af), men lige lidt hjælper det. Jeg har simpelthen mistet min powernap-mojo. Hvis jeg falder i søvn, så er det fordi, jeg ligger der rigtig længe, og det kan jeg jo kun, når hun sover rigtig længe. Indimellem så lykkedes det dog, og så skulle man tro, at resten af dagen var reddet. Men nej, der går jo ikke mange timer, så er man træt igen. Samme smøre kan ikke køres igen, for så sover hun ikke lige så lang tid, eller man skal nå det, man udskød tidligere for at sove. Men så er det jo godt, at som dagen skrider frem jo kortere tid til man skal i seng. Hvor man så bare kan håbe på, hun kun tager de 2 opvågninger, man har vænnet sig til……

En yndlingsstund!

Et moment af lykke; Om morgenen vågner jeg ved, at Emma ligger noget så uroligt ved siden af mig, og jeg ved, hun er sulten, så jeg læner mig over og ammer hende, vi er begge halvt i søvne stadig og jeg håber hver dag, at hun lige tager en time på øjet mere, men nej, Emma er vågen, frisk og glad. Hun kigger op på mig med sine store, nysgerrige, blå øjne, og der er spil og liv i dem. Vi har øjenkontakt, og så bryder hun ud i et stort smil og masser af pludren. Jeg gentager hendes lyde, det synes hun er fantastisk, og sådan starter vi dagen <3

……..Eller; nej, der er også den samhørighed, jeg føler, når hun ligger i mine arme, kigger (nogen gange gennem tårer dog, fordi det nogen gange går for langsomt med at hive madkassen frem) op på mig og ved, hvad der er hende i vente. Og dét øjeblik hvor hun suger sig fast og veltilpas begynder at tage næring til sig, og jeg bare kan læne mig tilbage og nyde den symbiose, vi har sammen lige dér.

Hmm, men så er der også vores stunder på puslepuden…..hun elsker sit puslehjørne, hun kigger rundt, snurrer hovedet af led for at få det hele med, læner hovedet tilbage for at kigge på de sorte aber på væggen, og det eneste jeg kan se af hende, er hage og kinder, alt imens hendes små ben går som trommestikker imod min mave af bar begejstring og tilfredshed.

Nej, det må være hendes bad; som hun ligger der i al sin nøgenhed og kigger op på mig med sine store, blå øjne, som for at tjekke med mig, at det er helt ok, det der sker lige nu, og i mit ansigt ser hun kun ro og lykke, som får hende til at slappe af og nyde det varme vand mod huden. Så smiler hun, pludrer med mens jeg synger for hende og spjætter med arme og ben (heldigvis ikke mere, end at jeg sagtens kan bade hende på køkkenbordet lidt endnu 🙂 ).

Altså!! Det er sgu da lidt svært at vælge? 😉

Babylykke?

Den dejligste lille guldklump. Jeg har fået min drøm opfyldt, og har fået den lækreste lille datter. Så skal man da være lykkelig hele tiden, ikke?

Men det er bare man ikke. Og jeg får dårlig samvittighed over at føle sådan. Men der er dage, hvor man har det dårligt (lige døjet med lidt begyndende brystbetændelse, som udmundede sig i feber og ledsmerter) og bare ville ønske, man kunne blive liggende i sengen. Der er dage, hvor man er doven og træt, og bare ville ønske, man kunne tilbringe dagen på langs på sofaen. Der er dage, hvor man bare ikke kan læse hendes signaler, så man har en konstant utilfreds baby. Der er dage, hvor man absolut intet andet laver end at skifte hende, amme hende og digge hende, mens man bare savner en klipning, en massage og skifte hjemmetøjet ud med stilletter. Der er dage, hvor dét man har glædet sig til, ikke bliver til noget pga. en overtræt og dermed skrigende baby (babysvømning idag, hvor jeg måtte gå igen, med dårlig samvittighed over at pådutte hende alt for mange indtryk, når hun ikke er i “humør” til det).

Der er tidspunkter, hvor man ser på sit liv, der er reduceret til at være hjemmegående husmor og man tænker “er det dét?”. Så starter vi forfra i morgen til en dag, som både består af en masse rutiner, men som man samtidig ikke kender, fordi man ikke ved, hvordan babys dag lige er. Der er tidspunkter, hvor man glæder sig til at komme tilbage på arbejdet og tidspunkter, hvor man glæder sig til hun bliver stor nok til børnecrossfit, så jeg selv kan komme i gang med at træne igen. Der er tidspunkter, hvor man håber hver lur varer flere timer, og man tager sig selv i at ville slukke for babyalarmen, for kan man ikke høre gråden, eksisterer den ikke.

Og så napper hun nogle gange en lur på flere timer i løbet af dagen, og man sovet lidt selv, så begynder man gudhjælpemig at savne hende…….
Og nogle gange, når hun er træt og egentlig skal sove, men alligevel sniger sig til et stort smil til én, ja, så er man altså ikke træt af hende mere…….
Og ofte, på trods af en laaaang puttetid om aftenen, hvor hun tit er for træt til at spise, for sulten til at sove og ikke vil ligge selv, så tager man sig alligevel i at glæde sig til at komme i seng og ligge ved siden af hende <3

Hvad skal jeg sige…..det er lidt tabu at sige man ikke er lykkelig hele tiden med sådan en lille darling, og helt klichéfyldt vil jeg da også skynde mig at sige; hun er det hele værd <3 (for det meste, haha).

Babysvømning, uden en far

Der er en første gang for alt. I dag var det en tur i varmtvandsbassin med mit helt eget barn. Jeg har glædet mig hele ugen til lørdag, hvor jeg skulle opleve Emma i vandet. Og det var noget så stort. HormonHelga her var ved at tude flere gange. Jeg kan ikke sige, at hendes nydelse i vandet var tydelig, hun spjættede, grinede eller enddog smilede ej. Hun sugede vist bare indtryk til sig. Det var nok større for hendes mor. <3

Situationen i baderummet er så i en helt anden kategori. At skulle have baby ud af dyne, ulddragt, tøj og ble, vasket for tilsidst at presse baby ned i meget små badebukser, mens man selv skal have overtøj af, og nå ja husk lige at tage enten badehætter på skoene eller tage dem af inden du går i omklædning (ja det ‘ da nemt nok, for man har ikke travlt med at nå det hele inden ungen stikker i et hyl…..), af med tøj og vaskes selv over det hele (åh pis ikke fået købt badehætte, nu er jeg nødt til at gøre mit hår vådt, som tager en halv time at føntørre). Og alt dette på meget få kvadratmeter med andre mødre i samme situation. Nå, så langt så godt, ungen hyler ikke endnu, ligger faktisk og hygger sig……indtil babyen ved siden af stikker i et hyl, så begynder Emmas mundvige at vende ned af, og så kommer der gråd, og tårer. Det  stopper, indtil vi står i omklædningen igen, og Emma bare er T R Æ T. Puha, dér gad man godt, man havde én at række Emma ud til, så snart hun var færdig, så Emma ikke skulle vente på, mor også fik vasket sig og kommet i tøjet, og støvlerne, som opførte sig fuldstændig upassende og ikke ville på fødderne, fordi strømperne var blevet fugtige, fordi man ikke havde puttet badehætter på skoene i stedet for……

Men en ting jeg også oplevede var oplevelsen af at stå med min datter, alene, omgivet af par. Jeg må ærligt indrømme, at det var med blandede følelser, og jeg har svært ved at sætte ord på dem. For som sådan savner jeg ikke en mand eller en far til Emma, men samtidig i en sådan situation bliver ens “alenehed” meget synlig. Måske ikke så meget af andre, som af mig selv. For rundt om stod 2 og kiggede på deres lille vidunder, og ikke kun én. Fra kanten blev der taget billeder i ét væk af de små babyer og deres første tur i vandet, bare ikke af Emma. Havde jeg været mere tilstedeværende og haft mere overskud til at koncentrere mig om andet end Emma havde jeg nu nok fået spurgt én om de ville tage et billede og sende til mig.

Qua min situation og valg har jeg nok en idé om, at jeg skal klare det hele selv, fordi ja, det skal jeg jo ligesom på en eller anden måde, og derfor tænker jeg ikke altid på i alle situationer at spørge om hjælp. Det tænkte jeg heller ikke på til babysvømning, førend dagen hvor det slog mig, at det da nok kunne være meget rart med et par ekstra hænder, men slog det hen og tænkte at det både var for sent, og at det nok skulle gå. Det gjorde det jo heldigvis også – vi er begge i live i dag og ved godt mod stadig 🙂

Det var første gang til babysvømning, første gang jeg stressede i et omklædningsrum med en skrigende baby og første gang jeg oplevede ensomheden i forælderrollen. Babysvømningen glæder jeg mig stadig til, og næste gang tager BedsteEjnar med, og så kan de ekstra hænder både tage billeder og Emma efterfølgende 🙂 Stressen i omklædningen kan da kun blive mindre med tiden, og med hensyn til oplevelsen af at være den eneste eneforælder, ja,  tænker det nok ikke er sidste gang, jeg kommer til at opleve det. Tænker også, at jeg vænner mig til det, om ikke andet, så bliver jeg da bedre og bedre klædt på for hver gang 😉

En mors kærlighed

Jeg har ikke tal på de gange, jeg har himlet med øjnene, når min mor har påstået, “at det kommer jeg først til at kende til, når jeg selv bliver mor”.

Det må jeg jo bare erkende er sandt. Det er sandt, når hun sagde, at der ingen større kærlighed findes, end den man oplever til sit barn. Det ved jeg, for jeg har oplevet kærligheden til både mine forældre, min søster og en mand, men jeg ved først nu, HVOR højt jeg faktisk er i stand til at elske. Når jeg ser på hende og føler en enorm glæde bare at se på hende, hele hende i al sin perfekthed, så føler jeg mig forelsket, og jeg ved, at jeg gennem hendes barndom vil tage ind til mig og kramme hende så meget, at hun vil synes det er mega irriterende, senere pinligt, men jeg vil sige, “det må jeg gerne, for jeg har skabt dig og du er derfor min.” Præcis som min mor sagde til mig.

Sammen med den altoverskyggende kærlighed oplever jeg også først nu, HVOR bange jeg kan blive ved tanken om at miste. At finde hende i en tilstand, hvor jeg aldrig skal se hende igen. Jeg tror alle forældre kender til denne angst.
Men med denne kendskab til den store kærlighed fra mor til barn samt tabet af min mor så tæt på fødslen af min datter, kan jeg desværre også alt for tydeligt sætte mig ind i følelsen af en dag at skulle forlade sit barn. Og dermed hvordan min mor må have følt ved viden om at skulle forlade min søster og mig <3 Den slette tanke ikke at skulle se hende vokse op kan få mig til at tude.

Ikke desto mindre, eller måske netop på grund af, bliver jeg nødt til at være realistisk, især i egenskab af min rolle som eneforælder; hvem skal tage sig af Emma, skulle jeg ikke være i stand til det? Svaret er entydigt for mig, men det er det desværre ikke for alle. Og det er ikke nødvendigvis dem, man har i tankerne som det naturlige og oplagte valg, der automatisk “arver” ens børn. Man bliver nødt til at tage stilling til dette, også som forældrepar, ligesom man tager stilling til, hvem der skal arve ens materielle og økonomiske goder. Så i morgen skal jeg til advokat for første gang for at testamentere min datter. Meget mærkelig ting at skulle, men nødvendigt.

 

“Savner du en mand?” og babyhulen

Spørgsmålet blev stillet af en veninde, og jeg tænker at det nok ikke bliver sidste gang, jeg bliver stillet det spørgsmål.

Og gør jeg så det? I min graviditet har der været et par situationer, hvor jeg har følt fraværet af en mand, og savnet en mand:
Da jeg på grådens og raseriets rand stod i først det ene, dernæst det andet supermarked på jagt efter soya kakaomælk, og de enten ikke førte varen eller var udsolgt. Lige dér ville det have været godt at kunne tage hjem og te mig som en valkyrie og sende ham på gaden istedet.
At have én løbende at kunne fortælle ALLE de ting, der skete med min krop – som ved Gud egentlig ikke er særlig spændende for andre at lægge øre til. En kæreste ville ikke have andet valg end at lytte!
Med den størrelse jeg endte med at have/man ender med at have, krævede det sin kvinde og krop at rejse sig. Fra en hvilken som helst position, jeg nu havde anbragt mig selv i (ret ofte liggende på langs på sofaen)……Og når man først havde fået sig lagt, og lå godt, meldte lysten sig til et eller andet godt fra køkkenet. Liggende alene dér var jeg splittet mellem lysten til noget at spise og at blive liggende mageligt i den position, jeg nu havde fået mig lagt i, og vidste det ville tage tid både at rejse mig fra, men også at indfinde mig i igen. Men uh, lysten til en Sun Lolly kan blive for stor, og så bliver man jo nødt til at rejse sig…..hvor var ham, jeg kunne sende istedet?
Og selvfølgelig i den store glædesrus jeg følte, hver gang jeg mærkede den lille mosle rundt derinde i maven, føltes fraværet af én at dele det med i nuet ret nærværende.

Spørgsmålet har jeg også selv stillet. Til en medsøster i min solomødre-netværksgruppe, som  har en datter nu på 1 år. For selvfølgelig kredsede tankerne om tiden efter fødslen, og fraværet af en mand hér.
For hende var svaret klart; nej, hun savnede ikke en mand! Og havde ikke gjort det på noget tidspunkt. Hun fandt sig selv i en boble af babylykke, hvor hun ikke skulle tage stilling til noget andet menneske, end det lille væsen der havde brug for hende, og hun lærte hende at kende på sine egne præmisser, og uden at skulle tage hverken hensyn til eller give opmærksomhed til nogen anden. Det fandt hun ro i. Og gjorde det stadig. Hun fandt det nemt at finde rutiner og rytmer de to imellem og hyggede sig enormt meget i det.

Nu er den lille guldklump så kommet ind i min hverdag, og jeg prøver at stille mig selv spørgsmålet, meget bevidst om, at jeg selvfølgelig selv har valgt denne løsning/situation og har valgt at fokusere på fordelene ved at være alene om det fremfor savnet af en mand/et par ekstra hænder. Men jeg praler af at kunne se en sag fra flere sider, samt ét af mine formål med denne side også var ønsket om at kunne inspirere/hjælpe andre med at træffe et valg om at blive singlemor, hvis man ved, man vil være mor, inden det bliver for sent, trods alle de mulige betænkeligheder, der kan være ved at træffe den beslutning.

Så! Savner jeg en mand? Ja, når jeg virkelig skal på toilettet, og hun er vågen, og jeg frygter, at hun begynder at skrige, mens man sidder dér (men nu er det jo ikke sikkert, at manden alligevel ville være hjemme, når man skal…..!?!)
Ja, når jeg er usikker på, om jeg gør det godt nok, savner jeg en mand til at dele usikkerheden med og til at fortælle mig, at jeg gør det ret godt, trods usikkerheden. Det ved jeg inderst inde godt, at jeg gør – Emma virker ihvertfald ret tilfreds og tilpas, og så er jeg ret god til at huske mit mor-motto: “Du er god nok og du gør det godt”. Det virker at messe det for sig selv (efter et stykke tid ihvertfald 😉 )

Og når man pludselig begynder at bløde meget kraftigt, og får at vide at jeg skal undersøges, og dét med det samme, føler man sig rigtig meget alene og sårbar, så ja, så savner jeg én at kunne dele ansvaret for hende med. Det må jeg desværre erkende og indrømme. Det føltes så uoverskueligt og overvældende så tidligt i mit nye moderskab, hvor jeg bare føler mig mest tryg hjemme i min babyhule. For bare tanken om at skulle komme til Hvidovre Hospital på egen hånd føltes uoverkommeligt (eller dyrt, fordi jeg højst sandsynligt ville tage en taxa). Og hvem skal holde Emma, mens jeg ligger og bliver undersøgt (eller er under narkose, såfremt det ville ende med en udskrabning)? Og hvad hvis hun skriger – det er jo synd……).

Som tiden går bliver man selvfølgelig heldigvis mere tryg i situationerne. Det har jeg hørt, og det kan jeg selv mærke. Og i næste uge skal jeg bevæge mig ud i verden med det offentlige…..(!) Noget af det der har overrasket mig mest, er hvor skræmmende det pludselig føles at bevæge sig uden for sikker havn, når man pludselig har sådan et lille væsen med, der jo pludselig kan blive skrigende sulten, eller gisp; skal skiftes ude i det offentlige rum…..(!)Jeg er startet i det små, så der ikke er langt hjem for skibet og jollen, men med planen om langsomt at udvide horisonten 🙂

Og manden? Ja, man finder jo løsninger på det hele, det bliver man nødt til, og dukker tanken om de ekstra hænder eller omsorg op, minder jeg mig selv om fordelene ved at være ene om det. Det bliver man nødt til, og det er heldigvis ikke altid særlig svært 😉

Hende det hele handler om….

Mød min smukke basse af en datter. Jeg kunne simpelthen spise de kinder <3

Hun kom til verden d. 17. aug. 2017. 4010 gram og 53 cm. SÅ glad for jeg ikke skulle gå længere tid, måske endda op til 2 uger over termin?…..hvilken basse ville så være kommet ud?

 

Vi kom hjem efter 3 nætter på hospitalet, og det er gået så fint. Hun er indtil videre en meget eksemplarisk baby, som sover meget, så mor kan nå både at sove sammen med hende, et bad og at få noget at spise på næsten de rigtige tidspunkter. Hun har gode lunger, men de bliver indtil videre kun brugt, hvis det går for langsomt med at finde madkasserne frem 🙂

Jeg glæder mig til at dele tanker og oplevelser med jer omkring tilværelsen med at være alene med hende <3

Kunsten at føde.

“Det er aftenen før, jeg skal se min lille skat. Du tumler rundt derinde. Jeg kan mærke dig. Jeg ved, hvor din numse ligger; den buler ud på min mave, nogle gange på en måde, så man skulle tro, du var i gang med en rumba derinde. På køleskabet hænger et 4D billede af dig, så jeg ved også, hvordan du ser ud. Jeg aer dig gennem mit maveskind, men forstår ikke situationen mere af den grund. Det er noget af det mest uvirkelige, på dette tidspunkt. Gad vide, om det bliver mere forståeligt, når du først er her? Eller med tiden? Jeg tror det faktisk ikke. Jeg tror, jeg kan sidde og kigge på dig om 18 år, og stadig ikke forstå det. Men jeg kan forholde mig til følelserne. At de bliver så utroligt store og overvældende, for jeg kan allerede sige nu, uden at have set dig, at jeg elsker dig. Min lille skat.

Jeg ved, jeg skal se dig i morgen. Det ved jeg, fordi jeg har valgt at få kejsersnit. Af flere forskellige årsager, men følelsesmæssige årsager. Jeg kunne godt have valgt at føde naturligt. Der ligger ikke noget fysisk til hinde, for at jeg skulle kunne føde dig naturligt.”

Alle har en mening om, hvordan man bør føde. Hvordan jeg burde føde. Det har været en følelsesmæssig proces for mig at nå hertil, hvor jeg har det godt med min beslutning om kejsersnit, for jeg har følt flere gange, at jeg har skullet forsvare min beslutning. Men det er et følelsesmæssigt og individuelt valg, jeg har skullet træffe, og som jeg efterfølgende har skullet have det godt og trygt med. Det har været vigtigt for mig at have min søster med, og endnu vigtigere efter at vi mistede vores mor. Ved at have en fast dato for fødslen, eliminerede jeg halvdelen af den usikkerhed, jeg følte og frygtede ved tanken om, at hun ikke kunne være med (min søster har 3 små børn, nattearbejde hun ikke nødvendigvis kan gå akut fra og en mand, der rejser i sit job).

“Uforståeligt, mærkeligt, skræmmende, fantastisk. Alle følelserne på én gang. Men den altoverskyggende følelse, er glæde. Jeg glæder mig så ubeskriveligt meget til at se dig og holde dig i mine arme, og bare tanken herom får mig til at tude. (Du skal vide, at din mor er en meget følelsesladet kvinde, og du vil blive flov over hende mere end én gang).

Vi ses i morgen, min skat”

 

 

1 2 3 7