Ode til “michael’en” i mit liv

Alle burde have én i sit liv, som med sin charme og overflod af komplimenter i ens retning bringer så meget selvtillid (og rødme til kinderne). Den person i mit liv, lad os kalde ham Michael, kan altid give mig smil på læben og latter til maven.

Komplimenten der især hitter nu, er “du bliver den pæneste mor”. Den går rent ind. Yes, så nem er jeg i disse dage. Men især fordi jeg ved, at “michael’en” i mit liv mener det.

Og jeg må bare ærligt indrømme, at jeg er lige så forfængelig i min graviditet, som jeg har undret mig over, andre har været før mig……har ikke helt kunnet forstå ærgerligheden hos gravide kvinder, over hvor store de selv syntes de var, fordi ‘hey’ du er jo gravid, der er en grund, og en dejlig én af slagsen’ til det. Men som kiloene sætter sig, og jeg føler mig mere besværet i min bevægelsesfrihed, og jeg vokser ud af det ene snart det næste par bukser, så føler jeg mig også bare stor. For stor. Og her hjælper ræsonnement bare ikke altid.

Men det gør det, når jeg er i dit selskab, Michael. Tak fordi du bare lige får mig til at se mig selv udefra, og føle mig ret lækker 😉

Hormonlavine

Jeg er blevet opdraget til ikke at lade mig begrænse. Er der noget, jeg gerne vil, så vil jeg ikke lade udefrakommende ting forhindre det. “Det handler ikke om at turde, men om at have lyst”. At ville noget nok, uanset mulige konsekvenser, følgevirkninger og blandede følelser. At leve så at sige.

Det har blandt andet resulteret i at gøre en del ting alene, som kan være grænseoverskridende, hvis man ikke er vant til det, og svært at gøre både første, anden og tredje gang. Det handler selvsagt også om, hvordan man har det på dét tidspunkt, man gør det. Føler du dig alene, skal du ikke tage i biografen en lørdag aften, eller vælge den overfyldte café at spise frokost på.

Føler du dig sårbar og ekstra sensitiv og følsom skal du nok også overveje at rejse alene. Som når man er gravid f.eks. Også selvom du er vant til at rejse alene og normalt har det fint med det. For at stå i en ukendt og uvant storby, f.eks. Amsterdam på egne ben, med ondt i lænden, sulten, tissetrængende og træt, og egentlig bare godt kunne trænge til, der var nogen, der tog hånd om dig, så kræver det ekstra energi selv at klare ærterne uden at bryde sammen. Eller når du vælger at spare penge og skifte hotel undervejs, ender i en bydel langt fra centrum, hvor du skal tage offentlig transport, og dermed sætte dig ind i nye rammer igen, så kræver det ekstra energi igen at finde viljen og gå-på-modet frem.

Og så rammer det lige pludselig hårdt, at du har overhørt din krops egne signaler og presset dig selv. Dagen efter min hjemkomst kunne jeg lige pludselig ikke være i mig selv; hjertet slog meget hurtigt, jeg kunne ikke klare høje lyde eller at følge med i noget på fjernsynet og benene var i uro. Jeg sov uroligt og valgte at cykle ind om morgenen på arbejdet efter min computer for at arbejde hjemme. Der sad min kollega, som godt kunne se, det ikke var helt godt fat med mig, og spurgte bare, om jeg skulle have et kram. Og det skulle jeg, og så tudede jeg on/off resten af dagen derhjemme for mig selv.

Sammen med presset ved at putte mig selv derud, i udkanten af mine følelser, overvældede hormonerne mig også. Ellers også fik de ekstra plads, fordi jeg var sårbar og nedbrudt. For så havde jeg også lige læst den artikel om, at især kvinder har brug for at blive krammet hver dag. Og ikke bare et goddag/farvel-knus, men et dejligt, langt bamsekram. Og hvem er der lige til at give mig det, hver dag?
Lillepigen havde også gjort sig rigtig godt bemærket i over en uge på det tidspunkt; hun mosler rundt derinde, og glæden er stor hver gang, og jeg kan ikke lade være at smile, men hvor var lige ham, der synes, det er lige så fantastisk i momentet?
Og lige pludselig føltes sorgen over at være alene bare rigtig stor og uendelig.

Det kan være rigtig svært for andre, der ikke er lige så styret af deres følelser, sensitive eller introverte, at forstå. Men så er det godt at vide, hvem man skal vende sig mod for at få det vendt og blive forstået. Jeg kender mine sjælevenner i disse situationer; Line, der ligesom jeg er ret sensitiv, ved præcis, hvad jeg mener, når jeg prøver at sætte ord på støjen, jeg ikke kan rumme, menneskerne jeg ikke vil have for tæt på, og aleneheden der bliver ens ven. Jeg bliver mindet om, at det er okay at have det sådan, og at man “bare” skal være i det, for det er ikke en permanent tilstand. (Ikke når man som os er bevidst om den og kender sig selv.)
Og Nina som de første mange uger af sin graviditet græd og græd over, at hun var gravid, og skulle være det alene, trods de mange forsøg og investeren i målet og et konstant kæmpe håb om at nå målet. Men som heldigvis også skriver og minder mig om, at det “bare” er hormoner, og at de er det hele værd <3

En lille pige <3

Inden jeg blev gravid var jeg overbevist om, at jeg gerne ville gerne have en pige. Og jeg tænkte endda, at jeg ikke ville vide kønnet under graviditeten af “frygt” for at blive “skuffet”, og jeg vidste, at når først barnet var der, ville jeg være fuldstændig ligeglad med kønnet.

Efter jeg blev gravid har jeg fundet ud af, at jeg blev fuldstændig ligeglad med, hvilket køn jeg bar på, og jeg endda synes, det var ret hyggeligt ikke at vide det. Meeen, må jo også indrømme at jeg var fuldstændig klar over, at når jeg fik muligheden for at vide det, så ville nysgerrigheden tage over, trods det hyggelige element i ikke at vide det 🙂
Lige siden jeg fandt ud af, jeg var gravid, har jeg samtidig også været ret så overbevist om, at jeg ventede en dreng. Og min 6. sans plejer ellers at være ret så veludviklet. Men efter misdannelsesscanningen i forrige uge, hvor det viste sig, at jeg venter en lille pige, og dermed at min 6. sans tog fejl, har jeg tænkt, at det nok mere har været mit eget forsvar, der har overbevist mig om, det var en dreng, for ikke at risikere at blive “skuffet” ved oplysningen om, at det var en dreng.

Og hvad er der så galt med drenge? Så absolut intet! Jeg er f.eks. fuldstændig tosset med den dejligste nevø af alle, Samuel, som jeg føler et helt specielt bånd til, og som jeg føler, jeg giver en masse, trods forskelligheden i vores køn. Men jeg føler ikke, jeg kan give en søn dét han evt. kommer til at mangle ved fraværet af en far i hans liv. Så er der mange der siger, at det jo nok skal gå, og han får faderfigurer i form af min egen far, min svoger, evt. mænd i de forskellige institutioner, han kommer i kontakt med i hans barndom, og at jeg jo måske også møder en mand, jeg kan invitere ind i vores liv. Og ja, det skulle selvfølgelig nok gå det hele for min søn, han skulle nu nok få det godt. Men, qua mit eget køn vil jeg kunne følge og forstå mit eget barn på et helt andet niveau, hvis jeg fik en pige. Jeg kan ikke finde ud af at tumle og lege vildt med et barn som en mand kan og min fantasi stopper fuldstændigt, når drenge begynder at smadre biler ind i hinanden for at simulere sammenstød eller leger krig med luftgeværer og -pistoler. På dét punkt er jeg bare pige med stort P.
Når mit barn skal gennemgå puberteten, så ved jeg, hvilke følelser og tanker min pige går med. Jeg ville famle mig blindt i mørket ved forsøget på at nå min søn og sikkert give ham nogle alt for feminine råd, han ikke ved, hvad han skal stille op med. Han ville med garanti blive sådan en dreng, der altid sidder ned og tisser, og ikke tisser udenfor for hvor skal han vaske hænder? – og stoltheden over hans tissemand? Det er da vist kun en mand, der kan give dét videre……
Når mit barn en dag finder sin kærlighed og skal stifte familie, så er der større chance for, at jeg kommer tæt på i forløbet med barnebarn via en datter, som søger råd og hjælp fra sin mor end en søn, der er mand til en kvinde med sin egen mor på sidelinien.

Alt dette er generaliseringer, og der vil være altid være undtagelser, man ikke kan unddrage sig, men sandsynligheden for ovenstående forløb er qua de generelle kendetegn for piger og drenge, bare større end det modsatte.

Så nu er udfordringen bare at finde et pigenavn……drengenavnet var på plads, der var kun ét,  og det var det helt rigtige. Sådan har jeg det ikke rigtig med noget pigenavn, så idéer modtages gerne 🙂

Glæde så tårerne triller…

Det tog mig et stykke tid at komme hertil, hvor jeg havde lyst til at råbe min lykkelige tilstand til verden (læs: dele det på Facebook).
Jeg kender flere, der slet ikke er kommet dertil, og det har jeg, nu, både fuld respekt og forståelse for. Jeg har ellers altid været meget undrende over for, at man ikke ville fortælle andre, at man var gravid. Jeg har slet ikke kunnet forstå det og har faktisk syntes, at det var lidt mærkeligt.
Jeg ved nu, hvorfor nogen vælger ikke at gøre det; trods den voksende synlighed så er det, for mig og derfor nok også andre, en meget privat begivenhed, og hvis man er en ret privat person, så er det ganske naturligt at ville holde også glædelige begivenheder for sig selv.
Men hold nu op en følelse det er at sidde og læse alle de mange dejlige, postive kommentarer der dropper ind under billedet…..jeg blev bare SÅ glad, at ja, tårerne trillede ned af kinderne. De varmede hver og én, og jeg er så glad for, at jeg nåede til dét punkt, hvor jeg havde lyst til og var klar til at dele min lykkelige begivenhed med verden.

Nakkefoldsscanning

Natten til dagen for nakkefoldsscanning drømte jeg at hele min familie mødte op for at være med til scanningen, og at min mor græd, da hun fandt ud af, jeg tog min søster med ind og ikke hende. Der er heller ikke noget, jeg hellere ville end dele denne oplevelse med hende, men grundet hendes sygdom er det desværre ikke muligt 🙁 Heldigvis har jeg også en rigtig god støtte i min søster, og selvom hun ikke er den store følelsesekshibitionist……så kan jeg både se og mærke, at det betyder noget for hende <3

Dagen har været i en milepæl i graviditeten indtil videre. Jeg har som sådan ikke været i tvivl om, at jeg stadig var gravid – det ville bare være rart at få det stadfæstet med håndgribelige beviser (så håndgribeligt et bevis sådan en scanning nu kan være, for det er samtidig så surrealistisk at vikle sin hjerne rundt om det faktum, at det lille 6 cm. foster befinder sig inde i ens mave).

Men scanningen er jo ikke kun et billede af din baby for første gang, det er jo en scanning, der udfra tal skal analysere sig frem til sandsynligheden for, at du bærer en barn med Downs syndrom. Jeg er typen, der tænker og vender situationer, så jeg ikke står uforberedt – det kan kræve nogle søvnløse stunder om natten, men det er den måde, jeg også fordøjer ting på. Og jeg har slet ikke været i tvivl om, at jeg ikke ville kunne determinere min graviditet, uanset hvor høj sandsynligheden for et barn med Downs syndrom var.

Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, jeg ikke ønskede mig et barn uden syndromet, og jeg ville med garanti også blive ked af, hvis jeg havde fået at vide, sandsynligheden var høj. Det ville sikkert også have krævet flere nætter med grublerier. Men, jeg er ikke i tvivl om, at jeg ville have elsket det barn lige så højt, og at barnet ville få et godt liv.

Mit tal lå langt over grænsen for sandsynligheden, og scanningen gik bare så godt. Det var SÅ kæmpe stor en oplevelse at se det lille væsen bevæge sig inden i mig, og den lå og ‘vinkede’ til os hele tiden <3 Jeg kunne slet ikke sige noget, lå bare med tårerne trillende ned af kinderne og smilede, og knugede min søsters hånd.
Resten af dagen sad jeg bare og smilede fjoget, som et forelsket fjols 🙂 Har fået 2 billeder med hjem. Da jeg fik dem i hånden synes jeg, jeg sagtens kunne se hoved og hale i dem, og tog billeder af dem og sendte til familie og veninder. Da jeg så så billedet, jeg havde sendt til min far, tænkte jeg bare “hvad dælen er hvad her?” Men fine er de nu alligevel, men bedøm selv:

Nemesis

Efter i nogle uger at have døjet med kvalme på forskellig vis og svimmelhed, efterfulgt at voldsom oppustethed med dertilhørende ondt i maven oplevede jeg i den første uge af min ferie i Thailand ingen gener. Det bliver man paranoid af, og jeg tog mig selv i at ae mig på maven og ønske et tegn fra min krop på, jeg stadig var gravid med et sundt foster.

Man skal passe på, hvad man ønsker sig……en uge inde i ferie får jeg madforgiftning, men inden jeg konkluderer, at det er madforgiftning, har jeg det bare fysisk rigtig skidt. Fysisk slap, voldsom kvalme og trang til at kaste op og kan ingen lyde eller lugte klare. Dér tænker jeg ‘okay, det var lige vel tegn nok, det okay nu, jeg tror på det igen’……

Og selvom jeg ikke har kastet op i min graviditet, så vidste jeg, da jeg havde kastet op, at det her, det var ikke graviditetskvalme. Jeg lå i sengen resten af dagen og kunne kun indtage flydende kost et døgn efter for ikke at kaste op igen.

Vel hjemme føler jeg mig meget gravid igen. Jeg er ikke plaget fysisk, som inden ferien, i første trimester, men nu er jeg også i 2. trimester, og det er meget naturligt generne aftager. Jeg er dog stadig ret oppustet i løbet af dagen, og er også hoppet i graviditetsbukser allerede (det blev jeg faktisk nødt til allerede for 1 lille måneds tid siden). Faktisk er det ret svært for mig at skjule min forvoksede mave, og jeg glæder mig til nyheden er ude, og jeg kan slå maven løs så at sige. Var ellers overbevist om, at jeg da helt sikkert blev én af de der skinny gravide, der først i 4. måned begyndte at få lidt topmave. Der må jeg bare sige; der kan jeg godt tro om, jeg ligner nok nærmere én i 4-5. måned nu!?!

Men det er også okay, jeg er blevet lidt glad for at gå at ae mig selv på min mave.

Nedenfor ses forskellen på morgen og aften. Her er jeg er på den sidste dag i uge 8.
Men her i uge 13 er forskellen ikke meget anderledes. Så hey, det kan være det holder frem til 4. måned, haha.

J e g v i l h a k a k a o! NUUU…..

Når man så er laktoseintolerant, så er det soya kakaomælk, jeg er på jagt efter. 3 butikker måtte jeg i efter arbejde, 2 havde dem ikke, den 3. havde tilbud på alle soyaprodukter og var derfor udsolgt! Årgh for filan da! Jeg skal bare have kakaomælk…..gider ikke rende i flere butikker – det er jo freaking dét, man skal bruge en mand til under graviditeten ?!!??

Alternativt og løsningsorienteret snupper jeg en pose Nesquick – ah nostalgi fra barndommen 🙂 og så smager det godt, og holder længere. Og min krop er tilfreds, den får kakao!

(og er det stadig her i uge 16…..)

Uge 6 og 7

Der banker nu et lille hjerte inden i mig <3
Tænk at noget så småt kan fungere så vitalt.

Mine gener er begrænset til ligamentsmerter (menstruationsagtig murren i maven, forårsaget af ledbåndene til livmoderen udvider sig), lændesmerter, hormonknopper, kort lunte, træthed og mindre svimmelhedsanfald. Og en temmelig udviklet og følsom lugtesans.

Jeg småtuder til en hel del ting, sidst X-factor UK finalen og Året der gik i Kongehuset….Meget rørende programmer begge to……

Mandag, 6 uger henne præcis, begyndte min morgen- og formiddagskvalme dog, og jeg oplever madlede ved en del ting, f.eks. humus og gingerbeer og flødeboller.

Jeg har altid spist ofte, snack’et en del, men det her, det går jo helt over gevind. Føler jeg spiser H E L E tiden, og alligevel føler sult, men til sidst har man bare ikke lyst til mere. Men det bliver man nødt til, for ellers kommer kvalmen. Dagens første snack bliver indtaget liggende, i sengen – bare så jeg lige kan nå at få et bad, inden jeg bliver nødt til at spise et rigtigt måltid.

Når man så lige pludselig vågner en morgen, har sovet godt, ikke været oppe og tisse én gang, modsat hver nat siden man fandt ud af, man var gravid, og ikke føler kvalme eller at man skal have noget i maven med det samme for ikke at få kvalme, så bliver man bange. Så savner man lige pludseligt at have det dårligt og skriger på et tegn.

Men man lærer hurtigt, der ikke er noget “normalt”, når man er gravid, og at prøve at lære min krop at kende er en tabt sag, for det ene øjeblik har jeg det fint, det næste er jeg svimmel, næste igen kvalme og kan ingenting spise, eller jeg skal spise for at have det nogenlunde. Og dét jeg kan spise den ene dag, kan jeg slet ikke få ned den næste.

Ihvertfald, jeg er stadig gravid, og havde i denne uge min første scanning; hjerteblink <3 En ekstra scanning man får, når man er i fertilitetsbehandling.
Og selv om jeg aldrig ville have opdaget det selv, kunne jeg da godt se den tiny lille prik på skærmen der blinkede, og indikerede mit lille fosters hjerte <3.

Tænk at noget så småt kan være så stort.

Mit juleønske

I har måske gættet det, grundet den lange tavshed fra min side, og når jeg nu har delt mine sorger med jer gennem alle forsøg, så kan det måske undre, at jeg ikke har delt denne så store, lykkelige nyhed. Nedenstående er skrevet kort tid efter, jeg fandt ud af, jeg var gravid. Det var, og er så stor en oplevelse og følelse, at jeg har haft brug for at gå med den selv i lang tid og fordøje den. Og det er først nu, jeg har brug for at dele den med jer. Samtidig lå i baghovedet frygten for at miste, så det er derfor, jeg først publicerer de skrevne ord nu, men vælger at beholde datoen fra jeg skrev det, så hvis I undrer jer, så har I ikke overset noget, selvom I har været inde og tjekke for nye oplæg. Beklager denne tavshed, men det er, hvad jeg har haft brug for, og håber I stadig har lyst til at følge mig fortsat, nu som gravid <3
“Så lykkedes det sgu! Jeg er så glad så glad så glad så glad så glad 🙂 Jeg oplever en følelse af at være forelsket <3

Det er helt fantastisk, det der sker inde i min krop lige nu. Fantastisk, forunderligt og fuldstændig surrealistisk.

Mit barn er på størrelse med et sesamfrø, ligner en haletudse, hjernen er skabt, der er ét ud af 4 hjertekamre, hjertet slår, uregelmæssigt men det slår, og her i uge 5 som jeg er på vej ud af, er også navlestrengen blevet skabt. Sammen med en hel masse andre ting 🙂

Det var nødvendigt for mig tirsdag aften (fandt ud af det mandag d. 12. dec.), at vide hvad der skete i min mave lige nu for at kunne forholde mig til det. Ellers var det “bare” et positivt svar på en blodprøve. Efter læsningen kunne jeg sige det højt, og forstå, at jeg er gravid!

Jeg oplever korte svimmelture, oftere tissetrang, lettere til irritation samt menstruationslignende smerter i mave og lænd. Men det er heldigvis naturligt. Det ved jeg, fordi jeg har læst om det. Læst om at være gravid…….og ellers bare en øget lykkefølelse 🙂

Oplever også en øget lethed til tårer; men nu kan Mariah Carey’s All I want for Christmas også være utrolig følelsesladet……”

Tvillingerefleksioner

For mange år siden var jeg prøvekanin hos en nyudddannet clairvoyant, som forudsagde, at min søster ville få børn først, og hendes første ville være en dreng. Så langt så godt – det endte som forudsagt. Dernæst sagde hun, at jeg ville få tvillinger, og valgte jeg at få flere børn derefter (for det gør man jo efter at have fået ét sæt tvillinger), så ville det også blive tvillinger.

Min søster fik tvillinger 2. gang, hun blev gravid, og jeg tænker derfor “hvad nu, hvis hende clairvoyanten så lidt forkert (hun var jo lige blevet færdig med uddannelsen (?)) på afsender af ét de hold tvillinger dér”, så betyder det, at jeg er forudbestemt til at blive mor til tvillinger.

Da 4. forsøg mislykkedes, tog tanken form i mig. Hvis nu jeg havde bedre chancer for en graviditet med 2 æg? Og hvis det alligvel er min skæbne? Er du gal, jeg ved da godt, det ville blive hårdt, hvis der kom 2 børn ud af det, men på lang sigt ville jeg have 2 børn, og de ville have hinanden, for det er ingen hemmelighed, at den største sorg ved at gøre dette alene er den medfølgende viden om, at mit barn højst sandsynligt bliver enebarn uden far, og altså får en ret lille familie.

Men det valg blev ret hurtigt skudt i sænk, da jeg her til 5. forsøg var til 1. scanning, og spurgte ind til muligheden for at få sat 2 æg op på én gang…..for det første ville de på det kraftigste fraråde det grundet min status som enlig forælder, dernæst pga. min i fertilitetsøjemed lave alder, og min høje ægreserve. Og til sidst pga. min operation for muskelknuder, som kan have gjort min livmoder lidt mere skrøbelig. Og til forskel hvad man troede for et par år siden, så forstærker æggene ikke hinanden.

Misforstå mig ikke; hvis jeg virkelig ville have 2 æg sat op, ville de ikke kunne gå imod mit ønske, men jeg vælger nu alligevel at se dem som de klogeste, som dem, der ved hvad de taler om, og jeg vælger at følge deres råd, lidt endnu i hvert fald 🙂 Så ja, der blev kun sat ét æg op denne gang også.

1 2 3 6