Babylykke?

Den dejligste lille guldklump. Jeg har fået min drøm opfyldt, og har fået den lækreste lille datter. Så skal man da være lykkelig hele tiden, ikke?

Men det er bare man ikke. Og jeg får dårlig samvittighed over at føle sådan. Men der er dage, hvor man har det dårligt (lige døjet med lidt begyndende brystbetændelse, som udmundede sig i feber og ledsmerter) og bare ville ønske, man kunne blive liggende i sengen. Der er dage, hvor man er doven og træt, og bare ville ønske, man kunne tilbringe dagen på langs på sofaen. Der er dage, hvor man bare ikke kan læse hendes signaler, så man har en konstant utilfreds baby. Der er dage, hvor man absolut intet andet laver end at skifte hende, amme hende og digge hende, mens man bare savner en klipning, en massage og skifte hjemmetøjet ud med stilletter. Der er dage, hvor dét man har glædet sig til, ikke bliver til noget pga. en overtræt og dermed skrigende baby (babysvømning idag, hvor jeg måtte gå igen, med dårlig samvittighed over at pådutte hende alt for mange indtryk, når hun ikke er i “humør” til det).

Der er tidspunkter, hvor man ser på sit liv, der er reduceret til at være hjemmegående husmor og man tænker “er det dét?”. Så starter vi forfra i morgen til en dag, som både består af en masse rutiner, men som man samtidig ikke kender, fordi man ikke ved, hvordan babys dag lige er. Der er tidspunkter, hvor man glæder sig til at komme tilbage på arbejdet og tidspunkter, hvor man glæder sig til hun bliver stor nok til børnecrossfit, så jeg selv kan komme i gang med at træne igen. Der er tidspunkter, hvor man håber hver lur varer flere timer, og man tager sig selv i at ville slukke for babyalarmen, for kan man ikke høre gråden, eksisterer den ikke.

Og så napper hun nogle gange en lur på flere timer i løbet af dagen, og man sovet lidt selv, så begynder man gudhjælpemig at savne hende…….
Og nogle gange, når hun er træt og egentlig skal sove, men alligevel sniger sig til et stort smil til én, ja, så er man altså ikke træt af hende mere…….
Og ofte, på trods af en laaaang puttetid om aftenen, hvor hun tit er for træt til at spise, for sulten til at sove og ikke vil ligge selv, så tager man sig alligevel i at glæde sig til at komme i seng og ligge ved siden af hende <3

Hvad skal jeg sige…..det er lidt tabu at sige man ikke er lykkelig hele tiden med sådan en lille darling, og helt klichéfyldt vil jeg da også skynde mig at sige; hun er det hele værd <3 (for det meste, haha).

Babysvømning, uden en far

Der er en første gang for alt. I dag var det en tur i varmtvandsbassin med mit helt eget barn. Jeg har glædet mig hele ugen til lørdag, hvor jeg skulle opleve Emma i vandet. Og det var noget så stort. HormonHelga her var ved at tude flere gange. Jeg kan ikke sige, at hendes nydelse i vandet var tydelig, hun spjættede, grinede eller enddog smilede ej. Hun sugede vist bare indtryk til sig. Det var nok større for hendes mor. <3

Situationen i baderummet er så i en helt anden kategori. At skulle have baby ud af dyne, ulddragt, tøj og ble, vasket for tilsidst at presse baby ned i meget små badebukser, mens man selv skal have overtøj af, og nå ja husk lige at tage enten badehætter på skoene eller tage dem af inden du går i omklædning (ja det ‘ da nemt nok, for man har ikke travlt med at nå det hele inden ungen stikker i et hyl…..), af med tøj og vaskes selv over det hele (åh pis ikke fået købt badehætte, nu er jeg nødt til at gøre mit hår vådt, som tager en halv time at føntørre). Og alt dette på meget få kvadratmeter med andre mødre i samme situation. Nå, så langt så godt, ungen hyler ikke endnu, ligger faktisk og hygger sig……indtil babyen ved siden af stikker i et hyl, så begynder Emmas mundvige at vende ned af, og så kommer der gråd, og tårer. Det  stopper, indtil vi står i omklædningen igen, og Emma bare er T R Æ T. Puha, dér gad man godt, man havde én at række Emma ud til, så snart hun var færdig, så Emma ikke skulle vente på, mor også fik vasket sig og kommet i tøjet, og støvlerne, som opførte sig fuldstændig upassende og ikke ville på fødderne, fordi strømperne var blevet fugtige, fordi man ikke havde puttet badehætter på skoene i stedet for……

Men en ting jeg også oplevede var oplevelsen af at stå med min datter, alene, omgivet af par. Jeg må ærligt indrømme, at det var med blandede følelser, og jeg har svært ved at sætte ord på dem. For som sådan savner jeg ikke en mand eller en far til Emma, men samtidig i en sådan situation bliver ens “alenehed” meget synlig. Måske ikke så meget af andre, som af mig selv. For rundt om stod 2 og kiggede på deres lille vidunder, og ikke kun én. Fra kanten blev der taget billeder i ét væk af de små babyer og deres første tur i vandet, bare ikke af Emma. Havde jeg været mere tilstedeværende og haft mere overskud til at koncentrere mig om andet end Emma havde jeg nu nok fået spurgt én om de ville tage et billede og sende til mig.

Qua min situation og valg har jeg nok en idé om, at jeg skal klare det hele selv, fordi ja, det skal jeg jo ligesom på en eller anden måde, og derfor tænker jeg ikke altid på i alle situationer at spørge om hjælp. Det tænkte jeg heller ikke på til babysvømning, førend dagen hvor det slog mig, at det da nok kunne være meget rart med et par ekstra hænder, men slog det hen og tænkte at det både var for sent, og at det nok skulle gå. Det gjorde det jo heldigvis også – vi er begge i live i dag og ved godt mod stadig 🙂

Det var første gang til babysvømning, første gang jeg stressede i et omklædningsrum med en skrigende baby og første gang jeg oplevede ensomheden i forælderrollen. Babysvømningen glæder jeg mig stadig til, og næste gang tager BedsteEjnar med, og så kan de ekstra hænder både tage billeder og Emma efterfølgende 🙂 Stressen i omklædningen kan da kun blive mindre med tiden, og med hensyn til oplevelsen af at være den eneste eneforælder, ja,  tænker det nok ikke er sidste gang, jeg kommer til at opleve det. Tænker også, at jeg vænner mig til det, om ikke andet, så bliver jeg da bedre og bedre klædt på for hver gang 😉

En mors kærlighed

Jeg har ikke tal på de gange, jeg har himlet med øjnene, når min mor har påstået, “at det kommer jeg først til at kende til, når jeg selv bliver mor”.

Det må jeg jo bare erkende er sandt. Det er sandt, når hun sagde, at der ingen større kærlighed findes, end den man oplever til sit barn. Det ved jeg, for jeg har oplevet kærligheden til både mine forældre, min søster og en mand, men jeg ved først nu, HVOR højt jeg faktisk er i stand til at elske. Når jeg ser på hende og føler en enorm glæde bare at se på hende, hele hende i al sin perfekthed, så føler jeg mig forelsket, og jeg ved, at jeg gennem hendes barndom vil tage ind til mig og kramme hende så meget, at hun vil synes det er mega irriterende, senere pinligt, men jeg vil sige, “det må jeg gerne, for jeg har skabt dig og du er derfor min.” Præcis som min mor sagde til mig.

Sammen med den altoverskyggende kærlighed oplever jeg også først nu, HVOR bange jeg kan blive ved tanken om at miste. At finde hende i en tilstand, hvor jeg aldrig skal se hende igen. Jeg tror alle forældre kender til denne angst.
Men med denne kendskab til den store kærlighed fra mor til barn samt tabet af min mor så tæt på fødslen af min datter, kan jeg desværre også alt for tydeligt sætte mig ind i følelsen af en dag at skulle forlade sit barn. Og dermed hvordan min mor må have følt ved viden om at skulle forlade min søster og mig <3 Den slette tanke ikke at skulle se hende vokse op kan få mig til at tude.

Ikke desto mindre, eller måske netop på grund af, bliver jeg nødt til at være realistisk, især i egenskab af min rolle som eneforælder; hvem skal tage sig af Emma, skulle jeg ikke være i stand til det? Svaret er entydigt for mig, men det er det desværre ikke for alle. Og det er ikke nødvendigvis dem, man har i tankerne som det naturlige og oplagte valg, der automatisk “arver” ens børn. Man bliver nødt til at tage stilling til dette, også som forældrepar, ligesom man tager stilling til, hvem der skal arve ens materielle og økonomiske goder. Så i morgen skal jeg til advokat for første gang for at testamentere min datter. Meget mærkelig ting at skulle, men nødvendigt.

 

“Savner du en mand?” og babyhulen

Spørgsmålet blev stillet af en veninde, og jeg tænker at det nok ikke bliver sidste gang, jeg bliver stillet det spørgsmål.

Og gør jeg så det? I min graviditet har der været et par situationer, hvor jeg har følt fraværet af en mand, og savnet en mand:
Da jeg på grådens og raseriets rand stod i først det ene, dernæst det andet supermarked på jagt efter soya kakaomælk, og de enten ikke førte varen eller var udsolgt. Lige dér ville det have været godt at kunne tage hjem og te mig som en valkyrie og sende ham på gaden istedet.
At have én løbende at kunne fortælle ALLE de ting, der skete med min krop – som ved Gud egentlig ikke er særlig spændende for andre at lægge øre til. En kæreste ville ikke have andet valg end at lytte!
Med den størrelse jeg endte med at have/man ender med at have, krævede det sin kvinde og krop at rejse sig. Fra en hvilken som helst position, jeg nu havde anbragt mig selv i (ret ofte liggende på langs på sofaen)……Og når man først havde fået sig lagt, og lå godt, meldte lysten sig til et eller andet godt fra køkkenet. Liggende alene dér var jeg splittet mellem lysten til noget at spise og at blive liggende mageligt i den position, jeg nu havde fået mig lagt i, og vidste det ville tage tid både at rejse mig fra, men også at indfinde mig i igen. Men uh, lysten til en Sun Lolly kan blive for stor, og så bliver man jo nødt til at rejse sig…..hvor var ham, jeg kunne sende istedet?
Og selvfølgelig i den store glædesrus jeg følte, hver gang jeg mærkede den lille mosle rundt derinde i maven, føltes fraværet af én at dele det med i nuet ret nærværende.

Spørgsmålet har jeg også selv stillet. Til en medsøster i min solomødre-netværksgruppe, som  har en datter nu på 1 år. For selvfølgelig kredsede tankerne om tiden efter fødslen, og fraværet af en mand hér.
For hende var svaret klart; nej, hun savnede ikke en mand! Og havde ikke gjort det på noget tidspunkt. Hun fandt sig selv i en boble af babylykke, hvor hun ikke skulle tage stilling til noget andet menneske, end det lille væsen der havde brug for hende, og hun lærte hende at kende på sine egne præmisser, og uden at skulle tage hverken hensyn til eller give opmærksomhed til nogen anden. Det fandt hun ro i. Og gjorde det stadig. Hun fandt det nemt at finde rutiner og rytmer de to imellem og hyggede sig enormt meget i det.

Nu er den lille guldklump så kommet ind i min hverdag, og jeg prøver at stille mig selv spørgsmålet, meget bevidst om, at jeg selvfølgelig selv har valgt denne løsning/situation og har valgt at fokusere på fordelene ved at være alene om det fremfor savnet af en mand/et par ekstra hænder. Men jeg praler af at kunne se en sag fra flere sider, samt ét af mine formål med denne side også var ønsket om at kunne inspirere/hjælpe andre med at træffe et valg om at blive singlemor, hvis man ved, man vil være mor, inden det bliver for sent, trods alle de mulige betænkeligheder, der kan være ved at træffe den beslutning.

Så! Savner jeg en mand? Ja, når jeg virkelig skal på toilettet, og hun er vågen, og jeg frygter, at hun begynder at skrige, mens man sidder dér (men nu er det jo ikke sikkert, at manden alligevel ville være hjemme, når man skal…..!?!)
Ja, når jeg er usikker på, om jeg gør det godt nok, savner jeg en mand til at dele usikkerheden med og til at fortælle mig, at jeg gør det ret godt, trods usikkerheden. Det ved jeg inderst inde godt, at jeg gør – Emma virker ihvertfald ret tilfreds og tilpas, og så er jeg ret god til at huske mit mor-motto: “Du er god nok og du gør det godt”. Det virker at messe det for sig selv (efter et stykke tid ihvertfald 😉 )

Og når man pludselig begynder at bløde meget kraftigt, og får at vide at jeg skal undersøges, og dét med det samme, føler man sig rigtig meget alene og sårbar, så ja, så savner jeg én at kunne dele ansvaret for hende med. Det må jeg desværre erkende og indrømme. Det føltes så uoverskueligt og overvældende så tidligt i mit nye moderskab, hvor jeg bare føler mig mest tryg hjemme i min babyhule. For bare tanken om at skulle komme til Hvidovre Hospital på egen hånd føltes uoverkommeligt (eller dyrt, fordi jeg højst sandsynligt ville tage en taxa). Og hvem skal holde Emma, mens jeg ligger og bliver undersøgt (eller er under narkose, såfremt det ville ende med en udskrabning)? Og hvad hvis hun skriger – det er jo synd……).

Som tiden går bliver man selvfølgelig heldigvis mere tryg i situationerne. Det har jeg hørt, og det kan jeg selv mærke. Og i næste uge skal jeg bevæge mig ud i verden med det offentlige…..(!) Noget af det der har overrasket mig mest, er hvor skræmmende det pludselig føles at bevæge sig uden for sikker havn, når man pludselig har sådan et lille væsen med, der jo pludselig kan blive skrigende sulten, eller gisp; skal skiftes ude i det offentlige rum…..(!)Jeg er startet i det små, så der ikke er langt hjem for skibet og jollen, men med planen om langsomt at udvide horisonten 🙂

Og manden? Ja, man finder jo løsninger på det hele, det bliver man nødt til, og dukker tanken om de ekstra hænder eller omsorg op, minder jeg mig selv om fordelene ved at være ene om det. Det bliver man nødt til, og det er heldigvis ikke altid særlig svært 😉

Hende det hele handler om….

Mød min smukke basse af en datter. Jeg kunne simpelthen spise de kinder <3

Hun kom til verden d. 17. aug. 2017. 4010 gram og 53 cm. SÅ glad for jeg ikke skulle gå længere tid, måske endda op til 2 uger over termin?…..hvilken basse ville så være kommet ud?

 

Vi kom hjem efter 3 nætter på hospitalet, og det er gået så fint. Hun er indtil videre en meget eksemplarisk baby, som sover meget, så mor kan nå både at sove sammen med hende, et bad og at få noget at spise på næsten de rigtige tidspunkter. Hun har gode lunger, men de bliver indtil videre kun brugt, hvis det går for langsomt med at finde madkasserne frem 🙂

Jeg glæder mig til at dele tanker og oplevelser med jer omkring tilværelsen med at være alene med hende <3

Kunsten at føde.

“Det er aftenen før, jeg skal se min lille skat. Du tumler rundt derinde. Jeg kan mærke dig. Jeg ved, hvor din numse ligger; den buler ud på min mave, nogle gange på en måde, så man skulle tro, du var i gang med en rumba derinde. På køleskabet hænger et 4D billede af dig, så jeg ved også, hvordan du ser ud. Jeg aer dig gennem mit maveskind, men forstår ikke situationen mere af den grund. Det er noget af det mest uvirkelige, på dette tidspunkt. Gad vide, om det bliver mere forståeligt, når du først er her? Eller med tiden? Jeg tror det faktisk ikke. Jeg tror, jeg kan sidde og kigge på dig om 18 år, og stadig ikke forstå det. Men jeg kan forholde mig til følelserne. At de bliver så utroligt store og overvældende, for jeg kan allerede sige nu, uden at have set dig, at jeg elsker dig. Min lille skat.

Jeg ved, jeg skal se dig i morgen. Det ved jeg, fordi jeg har valgt at få kejsersnit. Af flere forskellige årsager, men følelsesmæssige årsager. Jeg kunne godt have valgt at føde naturligt. Der ligger ikke noget fysisk til hinde, for at jeg skulle kunne føde dig naturligt.”

Alle har en mening om, hvordan man bør føde. Hvordan jeg burde føde. Det har været en følelsesmæssig proces for mig at nå hertil, hvor jeg har det godt med min beslutning om kejsersnit, for jeg har følt flere gange, at jeg har skullet forsvare min beslutning. Men det er et følelsesmæssigt og individuelt valg, jeg har skullet træffe, og som jeg efterfølgende har skullet have det godt og trygt med. Det har været vigtigt for mig at have min søster med, og endnu vigtigere efter at vi mistede vores mor. Ved at have en fast dato for fødslen, eliminerede jeg halvdelen af den usikkerhed, jeg følte og frygtede ved tanken om, at hun ikke kunne være med (min søster har 3 små børn, nattearbejde hun ikke nødvendigvis kan gå akut fra og en mand, der rejser i sit job).

“Uforståeligt, mærkeligt, skræmmende, fantastisk. Alle følelserne på én gang. Men den altoverskyggende følelse, er glæde. Jeg glæder mig så ubeskriveligt meget til at se dig og holde dig i mine arme, og bare tanken herom får mig til at tude. (Du skal vide, at din mor er en meget følelsesladet kvinde, og du vil blive flov over hende mere end én gang).

Vi ses i morgen, min skat”

 

 

Uge 38 – 2 uger til termin

“Når du er gravid i uge 38, begynder du for alvor at være klar til fødslen – både fysisk og psykisk.” (iflg. min-mave.dk)

Fysisk? I den grad! “Hvis du er begyndt at føle dig stor, tung og besværet, siger man, at det er et godt tegn. Det betyder nemlig, at du er ved at være træt af at være gravid og ved at være parat til fødslen.” – OM JEG ER?? Også i den grad, men dælme ikke først her i uge 38….Min krop opfører sig jo som diva i den her tilstand: “åh, jeg synes, det er lidt hårdt at gå langt, det kan jeg ikke”. “Åh, jeg er sulten, must eat now!!!”. “Åh, det er hårdt at gå op ad de her trapper”.
Jeg har hørt mange sige, at de savner deres graviditet, og at den nu var hyggelig, når de tænker tilbage derpå…..(?) Jeg prøver at nyde det, med dette in mente, for jeg må bare sige, at jeg de sidste 6 uger ikke har været specielt fan af at være gravid. Jeg vil spare jer for den trættende liste af graviditetsgener, som jeg i mit tilfælde kan notere “tjek” ud for en del af, men åbenbart syntes jeg ikke, jeg var besværet nok…….så tog lige en halsbetændelse og forkølelse med oveni, og her halvanden uges tid efter hoster og snotter jeg stadig. “SÅ SLIP DOG!!!!” (Gid en vis skikkelse havde de overstimulerede slimhinder…….).

Psykisk? Jeg glæder mig sindssygt til at møde Lillepigen, og at jeg har alt det praktiske på plads samt absolut ikke gider være gravid længere, gør det også nemmere for mig at være klar rent mentalt. Men det er en mærkelig størrelse at forholde sig til. For jeg tror ikke, jeg forstår det fuldstændigt, førend jeg sidder med hende i mine arme. At hun er der og skal være min og jeg må tage hende med hjem for at beholde. Jeg tror, jeg er klar, men jeg tror også, at det vil gå op for mig, først når jeg sidder med hende, at det først er i dét øjeblik, at jeg er klar. Eller ihvertfald ved, hvad det er, jeg skal være klar til.

Så træt synes jeg slet ikke, jeg så ud i spejlet, men uanset hvor mange billeder jeg tog, så så jeg træt træt træt ud på ALLE forsøg……..!??!!

 

Et liv ender, hvor et nyt begynder <3

Med min ene hånd på min mors arm, og min anden hånd på min meget gravide mave, hvor Lilliepigen rumsterede inde, vågede jeg over min mor natten til fredag, hvor hun lå på sit dødsleje.

Hun døde midt om natten efter 12 års sygdom. Heldigvis led hun aldrig fysisk, men sygdommen fratog hendes funktioner løbende, og i min mors tilfælde, langsomt. Det sidste er  vi slet ikke i tvivl om, skyldtes hendes ukuelige vilje og stædighed. De sidste par måneder af hendes sygdom var hun frataget talens funktion, og var dermed lukket inde i sin egen skal uden mulighed for kommunikation, der kunne forståes ordentligt af hendes omgivelser. Jeg kan slet ikke forestille mig, hvor forfærdeligt og frustrerende det må have været; min mor som altid havde noget på hjerte, og ofte yndede at være den sidste, der havde et ord at skulle have sagt om en sag.

Det sidste ord fik hun da også den aften om min kommende datters navn. I en stund alene gentog jeg, hvad jeg har fortalt før; at min datter skal hedde Anne til mellemnavn, men at jeg stadig var i tvivl om, hvad hun ellers skulle hedde (havde en seddel med ca. 8 navne på). Og min mor gentog dét navn, som jeg også selv tidligere har nævnt, og som hun syntes, det skulle være, men som jeg havde forkastet igen, fordi der er så mange der hedder det i dag. Men jeg er vild med navnet, og jeg er endnu mere vild med, at det var dét navn, min mor syntes, hun skulle hedde. Jeg holder det dog lidt for mig selv endnu.

Min mor blev også ved at gentage et andet ord i løbet af aftenen, men som ingen af os simpelthen forstod 🙁 “Mad”? “Ja mor, vi har fået noget at spise, du skal ikke bekymre dig om os”. “Mave”? “Har du ondt i maven, mor”? “Eller siger du Mor”? Først efter et langt stykke tid – alt for lang tid, synes jeg her bagefter – tænker jeg, kan det være min mave, hun mener? Hun har før udtrykt ønske om at mærke på min mave. Og da vi foreslår det for hende, kan vi bare se på hende, at ja, det var dét hun mente.

Så jeg satte mig op til hende, og tog hendes hånd og sad med den længe på min mave. Og heldigvis returnerede lillepigen med bevægelser. Dét øjeblik vil jeg for altid bære med mig, for det bliver eneste minde, jeg har om min mor og min datter sammen. Jeg ville give hvad som helst for at få lov til at genopleve dét øjeblik igen og igen.
Vi har i mange år godt vidst, at denne dag ville komme, og har også indenfor de sidste måneder vidst, at det ville blive i år. Vi var bare overbeviste om, at hun ville holde ud til efter jeg havde født. Nu ville jeg ønske, jeg havde tusinder af disse øjeblikke med min mors hånd på min mave at tage med mig. Det har jeg desværre ikke, for selvom hun er en aktiv lille pige derinde, så er hun det ikke, når hun skal være det (måske hendes mormors vilje viser sig hos hende allerede hér?).

Jeg er sikker på, at min mor vil fylde uendeligt meget i mine tanker, når jeg om nogle uger holder min nyfødte datter i mine arme. Sorgen over, at hun ikke er del af oplevelsen, at hun aldrig vil få hende at se, at hun aldrig vil få mig at se som mor. Men jeg tror også på, at der er en større mening med hændelser nogen gange. Dagen før min mor kom på hospitalet var jeg oppe til sidste skanning, og kunne derfra medtage et 4D billede af min datter. Hun ser rigtig fin ud, som hun ligger der og sover, og man kan tydeligt se hende. Efterfølgende tog min søster og jeg forbi min mor på plejehjemmet. Noget vi ikke har gjort i umindelige tider af forskellige årsager. Men hun blev glad for at se os, som altid, og jeg tror, at dét at jeg viste hende billedet samt fortalte hende datoen for mit kejsersnit, gav hende en ro. Hun ved nu, at jeg får mit største ønske opfyldt. Og jeg ville ikke kunne have været der sammen med hende i hendes sidste stund på samme måde, hvis jeg havde født. Min mor kan også sagtens have tænkt ubevidst, at min fødsel vil være en glædelig begivenhed, der gør det nemmere at komme os over hendes død. Hun har været med fra start;  i mine tanker om mit valg, i fertilitetsbehandlingen og i min graviditet.

Min mor var et enestående menneske, og hun vil leve videre med og i mig. Den kærlighed hun nærede for min søster og mig, var så stor, og hun viste os den altid og i stort omfang. Vi har aldrig været i tvivl om hendes kærlighed til os. Vi fyldte rigtig meget hos hende, og hun var noget af det mest uselviske, når det kom til os. Vi drog selvfølgelig hendes opdragelsesmetoder i tvivl som børn, især som teenagere, men hverken min søster eller jeg er i tvivl om i dag, at hun gjorde det godt, rigtigt og at vi er dem vi er i dag på grund af hende. Hun var noget helt specielt. Hun var én af de stærkeste kvinder, jeg kender, og jeg er stolt af at bære hendes gener og give dem videre. Hun gør mig stærk.

MIn kære mor, jeg elsker dig så højt og savner dig helt forfærdeligt!! <3

Ode til “michael’en” i mit liv

Alle burde have én i sit liv, som med sin charme og overflod af komplimenter i ens retning bringer så meget selvtillid (og rødme til kinderne). Den person i mit liv, lad os kalde ham Michael, kan altid give mig smil på læben og latter til maven.

Komplimenten der især hitter nu, er “du bliver den pæneste mor”. Den går rent ind. Yes, så nem er jeg i disse dage. Men især fordi jeg ved, at “michael’en” i mit liv mener det.

Og jeg må bare ærligt indrømme, at jeg er lige så forfængelig i min graviditet, som jeg har undret mig over, andre har været før mig……har ikke helt kunnet forstå ærgerligheden hos gravide kvinder, over hvor store de selv syntes de var, fordi ‘hey’ du er jo gravid, der er en grund, og en dejlig én af slagsen’ til det. Men som kiloene sætter sig, og jeg føler mig mere besværet i min bevægelsesfrihed, og jeg vokser ud af det ene snart det næste par bukser, så føler jeg mig også bare stor. For stor. Og her hjælper ræsonnement bare ikke altid.

Men det gør det, når jeg er i dit selskab, Michael. Tak fordi du bare lige får mig til at se mig selv udefra, og føle mig ret lækker 😉

Hormonlavine

Jeg er blevet opdraget til ikke at lade mig begrænse. Er der noget, jeg gerne vil, så vil jeg ikke lade udefrakommende ting forhindre det. “Det handler ikke om at turde, men om at have lyst”. At ville noget nok, uanset mulige konsekvenser, følgevirkninger og blandede følelser. At leve så at sige.

Det har blandt andet resulteret i at gøre en del ting alene, som kan være grænseoverskridende, hvis man ikke er vant til det, og svært at gøre både første, anden og tredje gang. Det handler selvsagt også om, hvordan man har det på dét tidspunkt, man gør det. Føler du dig alene, skal du ikke tage i biografen en lørdag aften, eller vælge den overfyldte café at spise frokost på.

Føler du dig sårbar og ekstra sensitiv og følsom skal du nok også overveje at rejse alene. Som når man er gravid f.eks. Også selvom du er vant til at rejse alene og normalt har det fint med det. For at stå i en ukendt og uvant storby, f.eks. Amsterdam på egne ben, med ondt i lænden, sulten, tissetrængende og træt, og egentlig bare godt kunne trænge til, der var nogen, der tog hånd om dig, så kræver det ekstra energi selv at klare ærterne uden at bryde sammen. Eller når du vælger at spare penge og skifte hotel undervejs, ender i en bydel langt fra centrum, hvor du skal tage offentlig transport, og dermed sætte dig ind i nye rammer igen, så kræver det ekstra energi igen at finde viljen og gå-på-modet frem.

Og så rammer det lige pludselig hårdt, at du har overhørt din krops egne signaler og presset dig selv. Dagen efter min hjemkomst kunne jeg lige pludselig ikke være i mig selv; hjertet slog meget hurtigt, jeg kunne ikke klare høje lyde eller at følge med i noget på fjernsynet og benene var i uro. Jeg sov uroligt og valgte at cykle ind om morgenen på arbejdet efter min computer for at arbejde hjemme. Der sad min kollega, som godt kunne se, det ikke var helt godt fat med mig, og spurgte bare, om jeg skulle have et kram. Og det skulle jeg, og så tudede jeg on/off resten af dagen derhjemme for mig selv.

Sammen med presset ved at putte mig selv derud, i udkanten af mine følelser, overvældede hormonerne mig også. Ellers også fik de ekstra plads, fordi jeg var sårbar og nedbrudt. For så havde jeg også lige læst den artikel om, at især kvinder har brug for at blive krammet hver dag. Og ikke bare et goddag/farvel-knus, men et dejligt, langt bamsekram. Og hvem er der lige til at give mig det, hver dag?
Lillepigen havde også gjort sig rigtig godt bemærket i over en uge på det tidspunkt; hun mosler rundt derinde, og glæden er stor hver gang, og jeg kan ikke lade være at smile, men hvor var lige ham, der synes, det er lige så fantastisk i momentet?
Og lige pludselig føltes sorgen over at være alene bare rigtig stor og uendelig.

Det kan være rigtig svært for andre, der ikke er lige så styret af deres følelser, sensitive eller introverte, at forstå. Men så er det godt at vide, hvem man skal vende sig mod for at få det vendt og blive forstået. Jeg kender mine sjælevenner i disse situationer; Line, der ligesom jeg er ret sensitiv, ved præcis, hvad jeg mener, når jeg prøver at sætte ord på støjen, jeg ikke kan rumme, menneskerne jeg ikke vil have for tæt på, og aleneheden der bliver ens ven. Jeg bliver mindet om, at det er okay at have det sådan, og at man “bare” skal være i det, for det er ikke en permanent tilstand. (Ikke når man som os er bevidst om den og kender sig selv.)
Og Nina som de første mange uger af sin graviditet græd og græd over, at hun var gravid, og skulle være det alene, trods de mange forsøg og investeren i målet og et konstant kæmpe håb om at nå målet. Men som heldigvis også skriver og minder mig om, at det “bare” er hormoner, og at de er det hele værd <3

1 2 3 6